Fire vikarer blev udsendt til en myndighed for at behandle støtteordninger under coronavirussen. Vikarerne havde forskellige akademiske uddannelser, men var ansat til at udføre administrativt arbejde for myndigheden. De blev derfor alle ansat på vikarbureauets overenskomst for kontormedarbejdere.
Myndighedens egne medarbejdere var omfattet af to forskellige overenskomster, alt efter om de var akademikere eller kontormedarbejdere. Da vikariaterne sluttede, opstod der uenighed om, hvorvidt vikarerne havde haft værre vilkår end myndighedens medarbejdere. Samtidig opstod der tvivl om, hvilken overenskomst vikarerne skulle have været ansat på.
Arbejdsretten kom frem til, at det var korrekt, at vikarerne var ansat på overenskomsten for kontormedarbejdere. Det skyldtes, at vikarerne udførte samme arbejde som kontormedarbejderne, og at deres uddannelse ikke var nødvendig i arbejdet. To af vikarerne havde til gengæld fået lavere løn end kontormedarbejderne uden at blive kompenseret på anden vis. De fik derfor ret til at få lønforskellen efterbetalt.
iuno mener
Sagen bekræfter, at det er vikarernes arbejdsopgaver, og ikke deres uddannelse, der afgør, hvilke medarbejdere hos brugervirksomheden de skal sammenlignes med. Det er vikarbureauets ansvar at sørge for, at vikaren har lige så gode vilkår som brugervirksomhedernes medarbejdere, der udfører samme arbejde.
iuno anbefaler, at brugervirksomheder og vikarbureauer undersøger, hvilke opgaver vikaren skal udføre, før de bliver sendt ud til brugervirksomheden. Hvis brugervirksomhedens medarbejdere har bedre vilkår, skal vikarbureauet give samme vilkår eller kompensere for forskellen. Det gælder også, selvom vikaren er ansat på en landsdækkende overenskomst. Vi har skrevet mere om pligten til at give lige vilkår her.
[Arbejdsrettens dom af den 15. januar 2026 i sag AR 2022-12]