En gruppe biodiversitetsmedarbejdere i en spansk miljøvirksomhed skulle hver dag møde ind på virksomhedens faste mødested klokken 8. Herfra kørte virksomheden dem ud til forskellige naturområder, hvor de arbejdede indtil klokken 15. Derefter blev de kørt tilbage til mødestedet og kunne tage hjem derfra.
Virksomheden regnede medarbejdernes arbejdstid fra klokken 8 til 15. Transporten til naturområderne talte derfor som arbejdstid, men transporten tilbage gjorde ikke – og det skabte uenighed.
EU-Domstolen kom frem til, at både transporttiden til og fra naturområderne til mødestedet var arbejdstid. For selvom arbejdsdagen var slut, og mødestedet ikke var det faste arbejdssted, var transporten tilbage nødvendigt, og medarbejderne bestemte derfor ikke over deres egen tid. Det havde også betydning at virksomheden planlagde transporten og bestemte mødested og tidspunktet.
iuno mener
Sagen bekræfter, at transporttiden fra et fast mødested og til og fra første og sidste arbejdssted er arbejdstid, for medarbejdere uden et fast arbejdssted. Selvom det ikke var et spørgsmål i sagen, viser den indirekte, at transporttiden hjemmefra til det faste mødested ikke er arbejdstid. Vi har tidligere skrevet om en sag, hvor transporttiden hjemmefra og til første arbejdssted også var arbejdstid for medarbejdere, der ikke havde et fast mødested, men kørte direkte hjemmefra ud til forskellige arbejdssteder her.
iuno anbefaler, at virksomheder gennemgår deres arbejdstidspolitikker og tidsregistreringssystemer for at afklare, hvornår transporttid tæller som arbejdstid. Når transporttid er arbejdstid, skal virksomheder også være opmærksomme på at overholde 48-timers reglen og reglerne om hviletid.
[EU-Domstolens dom af 9. oktober 2025 i sag C-110/24]