Systematisk tidssnyd kostede tre medarbejdere jobbet

Sidst opdateret den 14. marts 2025

En faglig voldgift er kommet frem til, at en virksomhed lovligt kunne bortvise tre medarbejdere, der holdt lange pauser i arbejdstiden og registrerede det som arbejde.

Tre servicemedarbejdere var ansat til at køre rundt og servicere en række varmeanlæg i egne firmabiler. Medarbejderne havde frihed til at planlægge deres egen arbejdstid, og virksomheden kontrollerede deres arbejdstid gennem GPS´er i firmabilerne.

Virksomheden tjekkede medarbejdernes tidsregistreringer af andre årsager og opdagede, at medarbejderne jævnligt opholdt sig sammen hos en leverandør i op til to timer ad gangen. Medarbejderne registrerede deres ophold som arbejde, selv når de holdt pauser og inden de begyndte at arbejde. Virksomheden bortviste medarbejderne, og der opstod uenighed om, hvorvidt opholdene hos leverandøren var en del af deres arbejde.

Opmanden kom frem til, at medarbejderne ikke arbejdede under deres fælles ophold hos leverandøren, og bortvisningerne var derfor lovlige.

iuno mener

Sagen viser, at virksomheders registrering af medarbejderes faktiske daglige arbejdstid ikke kun sikrer at virksomheder overholder reglerne om arbejdstid, men også kan være et redskab til at løse uenigheder. Vi har tidligere skrevet om pligten til at registrere arbejdstid her.

iuno anbefaler, at virksomheder har klare retningslinjer for arbejdstid og tidsregistrering. Virksomheder, der overvejer at implementere IT systemer, som giver mulighed for at overvåge medarbejdernes arbejdstid, skal være opmærksomme på de regler og begrænsninger, der gælder efter reglerne om persondatabeskyttelse og principperne for kontrol og overvågning af medarbejderne.

[Faglig voldgiftskendelse af 14. november 2024 i FV 2024.162.]