Barselsreglerne har i løbet af de sidste år været igennem mange ændringer, som vi blandt andet har skrevet om her.
De nye regler betyder at:
- Hvis det nyfødte barn bliver udskrevet til tidligt hjemmeophold, men stadig bliver behandlet i hjemmet, gælder de samme regler, som hvis barnet var indlagt.
- Forældre, hvis nyfødte børn bliver indlagt eller bliver behandlet i hjemmet, og som ikke genoptager arbejdet, kan hver forlænge retten til fravær i op til 12 måneder frem for de tidligere tre måneder.
- Det ikke længere er et krav, at forældre skal afholde fravær, som har været udsat eller forlænget, fordi de har mistet deres barn eller det har været indlagt, inden 16 måneder efter fødslen.
- Forældre, der tidligere har fået hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i mere end to år for at passe et sygt barn, skal ikke opfylde barselsreglernes beskæftigelseskrav for at få dagpenge under sorgorlov.
iuno mener
De nye regler giver forældre mere fleksibilitet i en svær tid, men betyder også, at virksomheder skal forberede sig på at skulle undvære nogle medarbejdere i længere tid end forventet.
iuno anbefaler, at virksomheder gennemgår og opdaterer kontrakter og barselspolitikker, så de tager højde for de nye rettigheder for forældre med nyfødte børn, som bliver indlagt eller behandlet i hjemmet, og forældre, der mister børn.
[Lov om ændring af barselsloven af den 11. juni 2025]