To medarbejdere i et dansk energiselskab havde opsagt deres stillinger for at tage arbejde i et konkurrerende energiselskab i tilsvarende stillinger. Deres opgaver var blandt andet at handle på energibørser, indgå samarbejdsaftaler og være med til at udvikle nye markeder. Da de to medarbejdere sagde deres stillinger op, blev konkurrenceklausulen i deres kontrakter fastholdt, og det betød, at de ikke kunne starte hos konkurrenten, før klausulen udløb.
De to medarbejdere var begge aktive på LinkedIn og opdaterede deres personlige profiler i forbindelse med jobskiftet. Det mente deres tidligere arbejdsgiver imidlertid var i strid med konkurrenceklausulen, og arbejdsgiveren anlagde derfor sag mod de to medarbejdere.
Afgørende hvem man er connected med
Retten bemærkede indledningsvist, at personlige relationer var vigtige for de to medarbejderes arbejde, navnligt i forhold til at indgå samarbejdsaftaler og udvikle nye markeder. Derudover lagde retten vægt på, at der blev udsendt en meddelelse til stort set alle connections, da medarbejderne opdaterede deres LinkedIn-profiler, og at de to medarbejdere var connected til en række personer i energibranchen i Europa, som de havde opnået personlige relationer til gennem deres tidligere job.
Retten fastlog, at det var i strid med medarbejdernes konkurrenceklausuler at informere om jobskiftet på LinkedIn over for personer, som de havde fået en professionel relation til via deres tidligere arbejde. De to medarbejdere blev derfor dømt til at betale en konventionalbod.
iuno mener
Hvis en virksomhed vil begrænse nøglemedarbejderes mulighed for at skifte til konkurrenten, er det vigtigt at overveje kunde- og konkurrenceklausuler. Markedsføringsloven kan ikke alene forhindre, at en medarbejder fortæller kunder om sit jobskifte via LinkedIn.
Virksomhederne bør have en klar politik for, hvordan de forskellige typer medarbejdere kan bruge LinkedIn og andre sociale medier, og herunder hvem de kan connecte med, hvordan de skal forholde sig ved fratræden, osv.
[Forenede sager BS 10-1618/2012 og BS 10-1619/2012 – afsagt af Retten i Århus d. 14. maj 2013]