En myndighed gennemførte en større reform, som betød, at en stor gruppe medarbejdere fik nye arbejdssteder. For at vurdere, om medarbejderne skulle tåle at blive flyttet, brugte myndigheden en standardiseret metode. Den betød, at medarbejderne skulle acceptere flytningen, hvis de ikke fik mere transporttid end en bestemt grænse.
For at udregne medarbejdernes nye transporttid målte myndigheden den hurtigste rute via Krak, hvis medarbejderne havde bil, og ellers Rejseplanen. Der skulle særlige omstændigheder til at fravige fra den metode. Der var uenighed om, hvorvidt for eksempel myldretidstrafik, at medarbejderne ikke normalt kørte i bil eller ikke havde adgang til at bruge en bil var sådanne særlige omstændigheder.
Flertallet i Højesteret kom frem til, at medarbejdernes forhold ikke var særlige nok til at fravige metoden. Myndigheden kunne derfor regne med den mest tidmæssigt fordelagtige transportform, som var bil, selvom medarbejderne ikke foretrak det. Mindretallet mente, at myndigheden skulle have taget hensyn til medarbejdernes individuelle forhold.
iuno mener
Sagen bekræfter, at virksomheder kan bruge Krak og Rejseplanen til at udregne medarbejderes ekstra transporttid, hvis de skal have et nyt arbejdssted. Virksomheder kan også gå ud fra, at medarbejderne bruger den hurtigste transportform og rute, og skal som udgangspunkt ikke tage højde for medarbejdernes præferencer.
iuno anbefaler, at virksomheder, der skal flytte medarbejderes arbejdssted, vurderer om det væsentligt ændrer medarbejderens ansættelsesvilkår. Det er her vigtigt at være opmærksom på eventuelle individuelle aftaler med medarbejdere. Det kunne også være, at nogle medarbejdere har særlige forhold, for eksempel på grund af familie eller helbred, som virksomheder skal have med i overvejelserne.
[Højesterets dom af den 9. april 2025 i sagerne BS-34985/2024-HJR og BS-35254/2024-HJR]