Sagen angik en medarbejder, som var ansat som sælger for et kosmetikfirma. I sommeren 2007 meddelte medarbejderen arbejdsgiveren, at hun var gravid. Medarbejderen holdt forældreorlov fra januar 2008, hvorefter kun skulle vende tilbage til arbejde i december 2008. Den 3. juni 2008 blev medarbejderen imidlertid opsagt, med henvisning til omstruktureringer hos arbejdsgiveren. I forbindelse med opsigelsen blev medarbejderen tilbudt to forskellige stillinger hos arbejdsgiveren, hvilke medarbejderen dog afslog.
Som følge af opsigelsen anlagde medarbejderen sag mod arbejdsgiveren. Medarbejderen krævede godtgørelse for opsigelse i strid med ligebehandlingsloven, betaling af godtgørelse i forbindelse med forsinket udbetaling af bonus og krav om løn, pension samt feriegodtgørelse i opsigelsesperioden, hvor medarbejderen havde været på forældreorlov uden løn.
Til støtte for sin påstand gjorde medarbejderen gældende, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditeten. Derudover gjorde medarbejderen gældende, at den forsinkede udbetaling af bonus var i strid med ligebehandlingsloven og ligelønsloven. Endelig begrundede medarbejderen kravet på løn i opsigelsesperioden under forældrelov i forældrelovsdirektivet 96/34/EF og EU-dommen C-116/08 Christel Meerts mod Proost NV.
Til støtte for sin påstand om frifindelse, gjorde arbejdsgiveren gældende, at opsigelsen alene var begrundet i en nødvendig omstrukturering på grund af salg af en væsentlig del af virksomheden, og at arbejdsgiveren havde iagttaget sin omplaceringspligt. Endvidere gjorde arbejdsgiveren gældende, at forsinkelsen i bonusbetalingen skyldtes en fejl, og at arbejdsgiveren havde udbetalt bonusbeløbet, så snart man var blevet gjort opmærksom på fejlen. Endvidere afviste arbejdsgiveren, at forældreorlovsdirektivet eller EU-dommen gav medarbejderen ret til løn i opsigelsesperioden, når man afholdt forældrelov uden løn.
Landsretten fandt det bevist, at en omstrukturering af arbejdsgiverens virksomhed var nødvendig. Med henvisning hertil, samt at opsigelsen var sket langt tid efter medarbejderens graviditet og i nær sammenhæng med den delvise virksomhedsoverdragelse, fandtes det godtgjort, at opsigelsen af medarbejderen ikke var begrundet i dennes graviditet.
Endvidere fandt landsretten det bevist, at den manglende rettidige bonusudbetaling alene skyldtes en fejl fra arbejdsgiverens side og ikke var udtryk for forskelsbehandling.
Med hensyn til kravet om løn i opsigelsesperioden fastslog landsretten, at medarbejderen ifølge funktionærlovens § 7, stk. 4 og forarbejderne hertil ikke havde krav på løn i opsigelsesperioden i en situation, hvor medarbejderen var blevet opsagt senere end 14 uger efter fødslen. Endvidere fandt retten ikke, at forældreorlovsdirektivet kunne påberåbes af medarbejderen, idet det ifølge direktivet overlades til medlemsstaterne at regulere forholdet efter national ret. Heller ikke EU-dommen kunne bruges til støtte for medarbejderens påstand, da der ud fra den konkrete situation i dommen ikke kunne fortolkes en ret til løn i opsigelsesperioden, blot fordi en medarbejder opsiges under forældreorlov.
Som følge heraf frifandt landsretten arbejdsgiveren for alle de rejste krav.
iuno mener
Dommen viser for det første, at det er muligt for en arbejdsgiver at løfte bevisbyrden for, at en opsigelse ikke er begrundet i medarbejderens graviditet. I den forbindelse har det betydning, om arbejdsgiveren har iagttaget sin pligt til at søge medarbejderen omplaceret.
For det andet er dommen den første til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en medarbejder har ret til løn i opsigelsesperioden, når medarbejderen er på forældreorlov uden løn. Landsretten slog fast, at medarbejderen ikke har ret hertil.
[Østre Landsrets dom af 12. maj 2011 i sag nr. B-1893-10]