Manglende fratrædelsesgodtgørelse udløste ikke godtgørelse for aldersdiskrimination

Sidst opdateret den 17. oktober 2011

EU-domstolen har fastslået, at det er i strid med ligebehandlingsdirektivet, at en medarbejderes ret til fratrædelsesgodtgørelse bortfalder ifølge funktionærlovens § 2 a, hvis medarbejderen har mulighed for at modtage alderspension fra arbejdsgiveren. Vestre Landsret har imidlertid fundet, at dette ikke i sig selv giver ret til godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Sagen vedrørte funktionæren Ole Andersen, der i januar 2006 blev opsagt fra sin stilling ved Sønderjyllands Amt, hvor han havde været ansat som civilingeniør siden 1978. Ole Andersen ønskede ikke efter sin fratræden at gå på pension i en alder af 63, og han meldte sig ledig ved arbejdsformidlingen. I forbindelse med afskedigelsen krævede Ole Andersen fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a på 3 måneders løn. Sønderjyllands Amt afviste kravet, fordi Ole Andersen på grund af sin alder kunne vælge at få udbetalt den arbejdsgiverbetalte pension.

Krævede godtgørelse for aldersdiskrimination

Derfor lagde Ole Andersen sag an og gjorde gældende, at funktionærlovens § 2 a indebar ulovlig aldersdiskrimination af arbejdstagere over 60 år i strid med ligebehandlingsdirektivet. Vestre Landsret valgte at forelægge spørgsmålet for EU-domstolen. EU-domstolen fastslog, at bestemmelsen var udtryk for aldersdiskrimination i strid med ligebehandlingsdirektivet.
 
Som følge af EU-domstolens udtalelse krævede Ole Andersen også en godtgørelse på 50.000 kr. efter forskelsbehandlingsloven som følge af aldersdiskrimination.

Region Syddanmark (tidligere Sønderjyllands Amt) udbetalte i forlængelse af EU-domstolens udtalelse den krævede fratrædelsesgodtgørelse på 3 måneders løn. Den resterende del af sagen for Vestre Landsret vedrørte således alene kravet på godtgørelse for aldersdiskrimination.

Landsretten: Ingen godtgørelse for diskrimination

Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på forskelsbehandlingslovens forarbejder, hvorefter der skal tages hensyn til overtrædelsens grovhed, bl.a. baggrunden for overtrædelsen samt den påførte krænkelse. Vestre Landsret fandt, at nægtelsen af at betale fratrædelsesgodtgørelse var i overensstemmelse med ordlyden af funktionærlovens § 2a og den faste retspraksis, herunder højesteretspraksis, der var omkring fortolkningen af § 2a.

Endelige lagde landsretten vægt på, at arbejdsgiveren udbetalte den krævede fratrædelsesgodtgørelse umiddelbart efter EU-domstolens udtalelse. Der var derfor ikke grundlag for at tilkende Ole Andersen godtgørelse for aldersdiskrimination.

iuno mener

Dommen viser, at selvom man som arbejdsgiver ikke hidtil har udbetalt fratrædelsesgodtgørelse til medarbejdere i den situation, som sagen vedrørte, vil det klare udgangspunkt være, at medarbejderen ikke har krav på godtgørelse for aldersdiskrimination.

EU-domstolens udtalelse efterlader nogle ubesvarede spørgsmål om funktionærlovens § 2a. Beskæftigelsesministeriet har da også nedsat et udvalg, som skal vurdere behovet for en lovændring.  

[Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2011]