En virksomhed kan aftale med medarbejdere, at de i en vis periode efter en opsigelse ikke har erhvervsmæssig kontakt med virksomhedens kunder eller andre forretningsmæssige forbindelser. Aftalen bliver kaldt en kundeklausul. Modsat en konkurrenceklausul forhindrer den dog ikke medarbejderen i at tage arbejde i en konkurrerende virksomhed.
Da det fra lovgivers side ikke har været meningen, at en sådan aftale skulle være gratis for virksomheden, indebærer en kundeklausul til gengæld, at medarbejderen som kompensation minimum har ret til halvdelen af sin løn i den periode, hvor han er bundet af klausulen.
Efter funktionærlovens § 18a kan kundeklausuler kun komme på tale, hvis:
- Medarbejderen er funktionær.
- Der har været en forretningsmæssig kontakt med den pågældende kunde inden for de seneste 18 måneder før opsigelsestidspunktet.
- Det er netop den opsagte medarbejder, der har haft kontakt med kunden.
Hvis medarbejderen får andet passende arbejde i kundeklausulens periode, kan lønnen fra dette arbejde modregnes i medarbejderens krav på kompensation.
For nyligt skulle Sø- & Handelsretten tage stilling til, om en medarbejder havde mistet sin ret til kompensation, da han begyndte egen virksomhed, imens han stadig var omfattet af klausulen.
Ikke til rådighed for arbejdsmarkedet
Medarbejderen blev ansat i en virksomhed som patentkonsulent. Han var funktionær, og virksomheden kunne derfor indgå en aftale om en kundeklausul. Kort efter at medarbejderen fratrådte, oprettede han en selvstændig virksomhed, der beskæftigede sig med samme område, som han havde arbejdet med på sin tidligere arbejdsplads.
Medarbejdere er forpligtet til at søge et andet passende arbejde for at begrænse arbejdsgiverens erstatningspligt. Denne pligt opfyldes ikke ved opstart af egen virksomhed, da medarbejderen investerer al sin tid i dette og derfor ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Virksomheden mente, at medarbejderen ikke havde overholdt denne tabsbegrænsningspligt. Virksomheden mente desuden, at tidligere retspraksis om konkurrenceklausuler kunne bruges analogt på denne situation. Ifølge den opfylder en medarbejder som udgangspunkt ikke sin tabsbegrænsningspligt, når han starter selvstændig virksomhed.
Sø- & Handelsretten var enig med virksomheden. De udtalte, at det må være udgangspunktet, at medarbejderen er afskåret fra kompensation, hvis han starter egen virksomhed i perioden, hvor han stadig er omfattet af kundeklausulen. Dette udgangspunkt bør kun fraviges, hvis der er særlige forhold.
Da der ikke var sådanne særlige forhold, var medarbejderen afskåret fra at forlange kompensation af virksomheden.
iuno mener
Kundeklausuler er stadigvæk et vigtigt redskab, som virksomheder kan bruge til at beskytte sig mod konkurrence fra tidligere medarbejdere. Det er vigtigt, at virksomheden er opmærksom på reglerne for, hvordan sådanne klausuler udarbejdes, og at ledelsen har en politik for, hvornår klausulerne bringes i anvendelse. Derudover er det vigtigt, at virksomheden ikke laver aftalen så urimelig for medarbejderen, at den vil kunne tilsidesættes efter aftaleloven § 38.
Medarbejdere med kundeklausuler har som udgangspunkt ret til kompensation i klausulens løbetid. Afgørelsen viser dog, at det er afgørende, at medarbejderen står til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode, hvor klausulen gælder. Virksomheden bør derfor afkræve medarbejderen løbende information om, hvad vedkommende beskæftiger sig med i periodens løbetid. I det tilfælde hvor medarbejderen starter ny virksomhed, vil det være en stærk formodning for, at medarbejderen mister retten til kompensation.
[SH af d. 12. oktober 2012 i sag F-3-10]