Sagen drejede sig om en 55-årig vikar i Borgerservice. Da en fast stilling i afdelingen blev ledig, søgte vikaren den. Afdelingens daglige leder mente dog ikke, at vikarens kompetencer var sammenlignelige med de øvrige ansøgeres. Derfor meddelte lederen, at vikaren ikke var kommet i betragtning til stillingen.
Vikaren bad herefter om en skriftlig begrundelse for afslaget. Lederen forklarede heri, at der var blevet lagt vægt på faglige og personlige kompetencer hos de enkelte ansøgere. Lederen vurderede, at vikarens personlige kompetencer gav en anden medarbejderprofil end den, der sigtedes efter til stillingen.
I begrundelsen fremgik det også, at lederen "var forpligtet til at imødekomme det generationsskifte, der inden for en kort årrække ville komme i gruppen". Dette måtte ifølge vikaren betyde, at kommunen lagde vægt på ikke at ansætte flere medarbejdere med høj alder. Vikaren anså derfor sin alder for at være den egentlige begrundelse for afslaget. På den baggrund lagde vikaren sag an mod kommunen med påstand om betaling på 25.000 kroner.
Højesteret: Vægt på personlige kvalifikationer ikke alder
Vikaren mente, at der aldrig havde været kritik af hendes faglige kvalifikationer, mens hun arbejdede i Borgerservice. Kommunen bemærkede hertil, at afslaget var begrundet i vikarens personlige kvalifikationer.
Højesteret fremhævede, at det fremgik af stillingsopslaget, at der netop ville blive lagt vægt på personlige kvalifikationer.
Derudover fandt Højesteret, at bemærkningen i begrundelsen for afslaget om lederens pligt til at imødekomme et generationsskifte gav anledning til at formode, at der var forskelsbehandlet. Kommunen skulle herefter bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Højesteret lagde vægt på, at lederen i en forudgående samtale med vikaren direkte havde sagt, at vikarens alder ikke var blevet tillagt betydning ved afslaget. Det øvrige indhold af den skriftlige begrundelse for afslaget indikerede ligeledes, at der ikke var udøvet forskelsbehandling.
På den baggrund frifandt Højesteret kommunen og stadfæstede således landsrettens og byrettens dom. Højesteret fandt, at kommunen havde lagt vægt på personlige kompetencer og ikke alder, da de fravalgte vikaren til den faste stilling.
iuno mener
Afgørelsen viser, at det er muligt for en arbejdsgiver at bevise, at en ansøger ikke har været udsat for aldersdiskrimination, selv hvis begrundelsen for afslaget indirekte henviser til ansøgerens alder. Dette kræver dog, at omstændighederne i øvrigt taler for, at der ikke er sket forskelsbehandling på baggrund af ansøgerens alder. Afgørelsen understreger derved, at en arbejdsgiver har ret til at ansætte den bedst kvalificerede ansøger.
[Højesterets dom fra 7. december 2011, sag 102/2010]