Ikke brud på kundeklausul at kontakte gamle kunder

Sidst opdateret den 24. oktober 2025

Vestre Landsret har afgjort, at en opsagt medarbejder i nyt job lovligt kunne få en række kunder til at skifte til et konkurrerende forsikringsselskab. Kontakten begyndte, efter en aftalt kundeklausul ophørte. Der var ikke tale om misbrug af forretningshemmeligheder. Kundeindsigten reflekterede medarbejderens almene kendskab til markedet.

En forsikringsmægler solgte forsikringer til landbrug i Nordjylland. Efter et års tid i virksomheden blev han opsagt på grund af performance. Virksomheden opsagde samtidig en aftalt kundeklausul, som udløb to måneder efter fratrædelsestidspunktet. Fordi kundeklausulen var gældende i en kort periode, fik han en kundeliste med navne, honorarer og betalingsoplysninger.

Kort efter at kundeklausulen udløb, begyndte han kundekontakt i sit nye job, hvor han igen solgte forsikringer til landbrug i Nordjylland. Han kom i kontakt med flere virksomheder på kundelisten, hvoraf 15 skiftede forsikringsselskab over få måneder.

Vestre Landsret kom frem til, at medarbejderen ikke havde gjort noget ulovligt. Kontakten med kunderne var hverken i strid med reglerne om forretningshemmeligheder eller markedsføringsreglerne. Landsretten bemærkede, at kundelisten var så detaljeret, at den i sig selv kunne betragtes som en forretningshemmelighed. Men fordi medarbejderen også kunne have fået den viden gennem sit branchekendskab, var kundekontakten lovlig.

iuno mener

Sagen er et godt eksempel på, at fratrådte medarbejdere har stor handlefrihed, når de ikke er bundet af en ansættelsesklausul. Det kan være svært for en virksomhed at komme igennem med, at en tidligere medarbejder misbruger forretningshemmeligheder. Selv hvis I som virksomhed kan bevise, at medarbejderen er i besiddelse af forretningshemmeligheder, skal I også kunne bevise misbruget. Det betyder blandt andet, at I skal kunne pege på, at der ikke er tale om brug af almindelige erfaringer fra branchen.

IUNO anbefaler, at I overvejer en kunde- og/eller konkurrenceklausul, hvis en medarbejder udgør en særlig risiko efter fratrædelse. Det kan nemlig blive en svær og dyr sag, hvis I ikke dækker jer ind. Vi har skrevet mere om reglerne for forretningshemmeligheder her.

[Vestre Landsrets dom af 11. august 2025 i sag BS-9307/2024-VLR]