Sagen drejede sig om medarbejderen A, der i december 2007 tiltrådte en ny stilling som økonomiarbejder i en kommune. A led af kronisk hørenedsættelse og havde derfor vanskeligheder med at forstå, hvad der blev sagt over telefonen. Dette var problematisk, da A's arbejde indebar megen borgerkontakt.
I februar 2009 sendte A en mail til sin leder C, hvori A anmodede om at blive "telefonfri", indtil en ny løsning var etableret, idet A havde store vanskeligheder med den telefoniske borgerkontakt. Som en midlertidig løsning blev A's opkald viderestillet til C, indtil A fik en telefon, der var tilpasset hendes behov.
Herefter konsulterede kommunen en hørekonsulent fra A's bopælskommune, der med A og C drøftede A's arbejdsvilkår, herunder A's vanskeligheder ved at dele kontor med tre andre medarbejdere. I den forbindelse blev et tilbud indhentet på en ombygning af kontoret, som lød på ca. 40.000 kr. ekskl. moms. Ombygningen blev dog aldrig iværksat.
A kontaktede umiddelbart efter tillidsrepræsentanten, idet A på baggrund af drøftelserne med hørekonsulenten og C var af den opfattelse, at en opsigelse ville blive aktuel, såfremt A ikke kunne betjene telefonen fremover. Tillidsrepræsentanten indkaldte herefter til møde for at drøfte A's muligheder for omplacering til andre opgaver i kommunen. Det blev aftalt, at A's leder ville undersøge mulighederne. A blev dog ikke efterfølgende tilbudt et andet arbejdsområde, idet C hævdede, at der ikke var en passende ledig stilling.
Efterfølgende sygemeldte A sig med lægeerklæring i to uger og var herefter sygemeldt af flere omgange frem til september 2009, hvor C indkaldte A til tjenstlig samtale. På mødet blev A's vanskeligheder ved telefonbetjening, borgerkontakt og baggrundsstøj drøftet. A medgav, at situationen var uholdbar.
Ultimo oktober 2009 sendte kommunen et brev til A om påtænkt uansøgt afskedigelse til fratræden 31. januar 2010.
A anlagde derefter sag mod kommunen med påstand om betaling af godtgørelse som følge af forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.
Østre Landsret lagde til grund, at A's hørenedsættelse på opsigelsestidspunktet udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet hørenedsættelsen ansås at være af varig karakter med funktionsnedsættelse og tilhørende kompensationsbehov til følge. Da opsigelsen var begrundet i A's dårlige hørelse og sygdomsfravær som følge heraf, fandt Østre Landsret, at A dermed havde påvist faktiske omstændigheder, der pegede i retning af, at der var sket ulovlig forskelsbehandling. Det påhvilede herefter kommunen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Ifølge forskelsbehandlingsloven skal arbejdsgiveren træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at imødekomme en handicappet medarbejders konkrete behov, herunder ved indretning af lokaler og ændret opgavefordeling.
Retten fandt, at udgiften på ca. 40.000 kroner til en ombygning af kontoret ikke udgjorde en uforholdsmæssig stor byrde for kommunen i henhold til forskelsbehandlingsloven, og da kommunen ikke havde foretaget en sådan ombygning og ej heller havde taget initiativ til at undersøge, om man kunne opnå tilskud hertil ved A's hjemkommune, havde kommunen ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket ved opsigelsen af A. A blev på den baggrund tilkendt en godtgørelse svarende til ca. 5 måneders løn.
iuno mener
Retten lagde vægt på, at imødekommelsen af medarbejderens kompensationsbehov, som bestod i en ombygning til ca. 40.000 kr., ikke ville indebære en uforholdsmæssig udgift for kommunen. Der er på nuværende tidspunkt meget få domme, der forholder sig til, hvad en uforholdsmæssig udgift til at imødekomme et kompensationsbehov er. Det skal dog bemærkes, at det ikke kan udelukkes, at det ved denne vurdering vil kunne spille ind, om arbejdsgiveren er privat eller offentllig, med den konsekvens at der skal mere til, for at en udgift vil være uforholdsmæssig for en offentlig arbejdsgiver.
[Østre Landsrets dom af 29. juni 2011, sag B-2814-10]