En dansk produktionsvirksomhed havde ansat en medarbejder til at arbejde for deres kinesiske dattervirksomhed. Medarbejderen blev senere administrerende direktør for dattervirksomheden og fik en ny direktørkontrakt, som gav hende ret til en særlig bonus, hvis hun blev opsagt. Året efter indgik direktøren og den danske virksomhed en tredje kontrakt, som skulle hjælpe hende med at få arbejdstilladelse i Danmark.
Noget tid efter opsagde virksomheden direktøren, og der opstod en tvist om, hvorvidt direktøren havde ret til en række krav efter de forskellige kontrakter.
Retten kom frem til, at direktørkontrakten erstattede den første kontrakt. Den tredje kontrakt havde ikke reelt selvstændigt indhold i forhold til direktørkontrakten. Direktøren havde derfor kun ret til manglende løn og bonus fra direktørkontrakten. Fordi direktøren ikke var en medarbejder, fik hun ikke godtgørelse efter reglerne om ansættelsesbeviser.
iuno mener
Sagen viser, at det er vigtigt, at virksomheder aktivt tager stilling til, hvad der sker med medarbejderes tidligere kontrakter, når der bliver indgået nye kontrakter. Det gælder især, når medarbejderen skifter status fra at være medarbejder til at være direktør eller skal arbejde i et andet land.
iuno anbefaler, at virksomheder, der har medarbejdere, der arbejder i flere lande, klart og tydeligt aftaler hvilke regler og eventuelle kontrakter der gælder. Der er flere måder at løse problemstillingen på, og hvis der for eksempel er tale om udstationering inden for EU, sætter reglerne om udstationering grænser for, hvad virksomheden og medarbejderen kan aftale.
[Sø- og Handelsrettens dom af den 21. marts 2025 i sag BS-38755/2023-SHR]