En passagers egen ombooking gav ingen kompensation

Sidst opdateret den 18. februar 2025

En ny dom fra den svenske landsret slår fast, at flyselskaber ikke er forpligtet til at betale kompensation, når en passager ombooker sig selv til en flyvning, som ankommer med en forsinkelse på under tre timer.

En passager ventede på sit forsinkede fly i lufthavnen, men valgte at ombooke sig selv til en anden flyvning, som ankom med en forsinkelse på under tre timer. Havde passageren ventet på sin oprindelige flyvning, ville passageren være ankommet med en forsinkelse på over tre timer. Passageren krævede derfor kompensation. Flyselskabet afviste kompensationskravet, fordi passageren ikke havde været ombord på flyet, og derfor ikke oplevede en forsinkelse på mere end tre timer.

Ingen forsinkelse – ingen kompensation

I landsretten argumenterede flyselskabet i overensstemmelse med retspraksis fra EU-Domstolen for, at forsinkelsen på den oprindelige flyvning var irrelevant, da passageren grundet sin egen ombooking ikke endte med at blive forsinket med mere end tre timer. Passageren accepterede flyselskabets argumentation i landsretten og flyselskabet blev derfor tilkendt sagsomkostningerne.  

iuno mener

Sagen viser, at flyselskaber ikke er forpligtet til at betale kompensation til passagerer, som ombooker sig selv til en flyvning med en forsinkelse på under tre timer ved ankomst, selvom passagerens oprindelige flyvning ankom med over tre timers forsinkelse.

IUNO anbefaler, at flyselskaber dobbelttjekker hvornår det fly, en passager har ombooket sig selv til, ankom. På den måde kan flyselskaber i nogle tilfælde undgå at betale kompensation til uberettigede passagerer.

[Svea Hovrätts dom af den 29. januar 2025 i sag FT 7319-24]